-
Glem alt om USAs gyldne techaktier – her er årets overraskende vinderaktier
Источник: BDK Finans / 20 фев 2025 05:50:43 America/New_York
Der er dømt bøllebank fra alle sider. Donald Trump truer med handelskrig og det, der er værre. Kina med at stjæle alle arbejdspladserne. Men overraskende nok er aktiemarkedet fuldstændig ligeglad. De europæiske aktier har nemlig fået en langt bedre start på året end de amerikanske. Ikke siden år 2000 har forskellen i løbet af den første halvanden måned været så stor, som den er i år. Det tyske DAX 40-indeks er steget med 14 procent i år, mens det franske CAC 40-indeks er steget med 11 procent. Til sammenligning er S&P 500 blot steget fire procent. Og det kan virke paradoksalt. De seneste år har amerikanske aktier har været inde, mens europæiske aktier har været ude. En tendens, der kun blev styrket med valget af Donald Trump som ny amerikansk præsident. Derfor er den stærke start på året for de europæiske aktier også noget, som chefstrateg i Nordea Josephine Cetti bider mærke i. Og naturligvis rejser det spørgsmålet, om den europæiske fest kan blive ved. Trump-handlen er død Ifølge Cetti skyldes den europæiske guldfest en kombination af flere forhold – på både den ene og den anden side af Atlanten. For selvom de amerikanske aktier i dagene efter præsidentvalget steg med knap syv procent, har de sidenhen ligget mere sidelæns end opad. »I ugerne op til og efter valget var den her Trump-handel på markedet helt vildt tydelig. Man så, hvordan amerikanske aktier stak fuldstændigt af i forhold til de europæiske og kinesiske,« siger Josephine Cetti, som dog fastslår: »Men Trump-handlen er død nu.« Ifølge chefstrategen har investorerne nemlig måttet revurdere deres syn på Trumps politik. Eksempelvis køber markedet ifølge Josephine Cetti ikke længere ind på, at Trumps toldagenda bliver lige så hård, som man troede for nogle måneder siden. »Derfor tror markedet heller ikke på, at det kommer til at gå lige så hårdt ud over mange af de virksomheder, man for få måneder siden ikke ville røre med en ildtang. Blandt andet europæiske aktier,« siger hun. Hos PFA vurderer chefstrateg Tine Choi Danielsen også, at aktieopturen skyldes manglende handling på toldtruslerne. »Vi ved, at tolden kommer. Men han bliver ved med at udskyde det. Og så længe han ikke gør noget, så håber investorerne på, at vi kan navigere uden om det, så det ikke kommer til at gøre så ondt,« siger hun. Pludselig kan teknologiaktierne ikke noget Nogle af de aktier, som investorerne til gengæld ikke kunne få nok af sidste år, var de store amerikanske teknologivirksomheder – The Magnificent Seven. De syv aktier alene har stået for halvdelen af stigningen i S&P 500 de seneste to år. »Men teknologiaktierne i USA kan ikke rigtig noget for tiden. The Magnificent Seven-aktierne har jo handlet sidelæns siden november,« siger Josephine Cetti. Ifølge hende skyldes det et skift fra amerikanske it-aktier til kinesiske it-aktier, som især blev synligt, da den kinesiske ai-startup DeepSeek i januar sendte chokbølger gennem de finansielle markeder. Derfor er der behov for, at de resterende 493 aktier skal være med til at løfte læsset. »Og det gør de nu i stigende grad. Det tror jeg også, at vi vil blive ved med at se i noget tid,« siger Josephine Cetti og fortæller, at indtjeningsvæksten i S&P 500-indekset uden The Magnificent Seven-aktierne i fjerde kvartal har været på 11 procent. Flere medvinde i Europa Selvom indtjeningsvæksten i Europa ikke er i nærheden af samme niveau, så er de europæiske aktier set ud fra et indtjeningsperspektiv billige i forhold til de amerikanske. Men de europæiske aktier har også fået medvind af en bedre stemning omkring fremtiden. Tyskerne skal snart til valg, og investorerne tror lige nu, at storfavoritten Friederich Merz fra CDU er mere erhvervs- og reformvenlig end den nuværende forbundskansler, Olaf Scholz. Samtidig er der de seneste uger kommet mere tro på fred i Ukraine, hvilket også har været med til at drive de europæiske aktier op. »En våbenhvile kan bane vejen for lavere gaspriser. Og det er bare godt for virksomhederne og forbrugerne. Samtidig skal der investeres massivt i Ukraine, og det vil også komme europæiske virksomheder til gavn,« siger Tine Choi Danielsen. Alligevel er flere europæiske våbenaktier braget op i år. Det skyldes, at Europa trods en våbenhvile eller fredsaftale skal investere massivt i forsvaret. Og en stor del af de investeringer forventes at komme hjemlige producenter af militær- og våbenudstyr til gavn. Europa har dog også haft gavn af sektorsammensætningen. Flere af de europæiske luksusaktier, som fylder en stor del i de europæiske indeks, var hårdt prøvede sidste år på grund af dårlige kinesiske tal. Men overraskende gode årsregnskaber har været med til at skabe fornyet optimisme. Derudover fortsætter de europæiske banker og finansvirksomheder aktieopturen. I Italien er det ledende MIB-indeks tilbage, hvor det senest var i 2008. Ni tiendedele af stigningen det seneste år er takket være UniCredit og Intesa Sanpaolo samt forsikringsgiganten Generali og luksusbilproducenten Ferrari. Også finanssektoren fylder meget i de europæiske aktieindeks. Kan det fortsætte? Spørger man Josephine Cetti, om opturen hos de europæiske aktier kan fortsætte, er svaret ja. »Nu er der momentum i de europæiske aktier, så jeg tror godt, at det her merafkast kan få flere ben at gå på og fortsætte i noget tid,« siger hun. Hun påpeger dog, at fundamentet under de europæiske aktier ikke er helt så solidt som de amerikanske. »Hvis der kommer bare den mindste skuffelse, så tror jeg, at folk vil være hurtige til at hoppe væk fra de europæiske aktier igen,« siger hun. Hos PFA og Tine Choi Danielsen er forventningen stadig, at amerikanske aktier vil klare sig bedre end de europæiske i hele 2025. »Men der er mange faktorer, som udgør en medvind for Europa lige nu. Og formentlig vil der være det et stykke tid,« siger hun og forklarer, at den første store test for de europæiske aktier bliver det tyske forbundsdagsvalg på søndag. »Det handler dog også rigtig meget om, hvorvidt den gode stemning kan fortsætte,« påpeger hun. Hos Danske Bank så man ved årets indgang meget mere positivt på de amerikanske aktier end de europæiske. Den stærke europæiske start får dog ikke banken til at ændre syn på sammensætningen af investeringsbeholdningen. »Vi har endnu ikke lavet nogen ændringer i vores allokering. Men med fredsforhandlinger i Ukraine og en god sandsynlighed for et positivt udfald af det tyske forbundsdagsvalg har vi fået et mere positivt syn på europæiske aktier,« siger seniorstrateg Natalia Setlak. Danske Bank har dog fortsat en neutral holdning til europæiske aktier og anbefaler, at have omkring 15 procent af den samlede investeringsbeholdning i europæiske aktier. https://www.berlingske.dk/aktier/glem-alt-om-usas-gyldne-techaktier-her-er-aarets-overraskende-vinderaktier